Velkommen på websiderne af Det Tyske Udenrigsministerium
Tysklands udenrigsminister i anledning af 30 år med tysk genforening
Udenrigsminister Heiko Maas fortæller i anledning af 30 år med tysk genforening, at den ikke kan adskilles fra Europas forening.
"Jetzt wächst zusammen, was zusammengehört." – enhver i Tyskland kender dette citat af den forhenværende forbundskansler Willy Brandt. I al den tid har vi set det som en selvfølge, at det beskriver genforeningen af vores to lande for 30 år siden, efter at have været adskilt af pigtråd og muren. Men hvis man ser lidt nærmere på Willy Brandts udsagn, så kan man blive lidt i tvivl, om han nu virkelig udelukkende tænkte på Tyskland. For allerede dagen efter murens fald talte han om ”noget stort (...), at Europas dele vokser sammen igen”.
Tysklands genforening og den europæiske forening – det ene kan ikke adskilles fra det andet.
I Leipzig, Berlin, Dresden og mange andre østtyske byer deltog hundredtusindvis af mennesker i demonstrationer for at kræve deres frihed. Men også i Central- og Østeuropa drog hundredtusinder i gaderne og overvandt mure og pigtråd med deres vilje til frihed. Uden den tillid, som vores partnere i Europa, USA og Sovjetunionens daværende ledelse havde satset på et fredeligt, europæisk Tyskland havde genforeningen heller ikke været muligt på politisk plan. Således er vores taknemmelighed for Tysklands genforening uadskillelig fra den faste overbevisning, at Tysklands fremtid udelukkende kan findes i et reelt forenet Europa. Sådan lyder det eneste, endegyldige svar på det ”tyske spørgsmål”, som Europa igen og igen måtte beskæftige sig med på pinefuld måde.
“Mere Europa“ er derfor ikke den pris, som vi tyskere har måttet betale for genforeningen – men endnu en historisk bedrift. Derfor er det kun konsekvent, at skrive ”virkeliggørelsen af et forenet Europa” ind i netop den artikel af vores forfatning, der i sin tid rummede vores bestræbelser efter den tyske genforening.
De vigtige milepæle derefter er kendt: Skabelsen af den Europæiske Union igennem Maastricht-traktaten, den Økonomiske og Monetære Union, Lissabontraktaten i sin nutidige form og, frem for alt, tiltrædelsen af staterne i Central- og Østeuropa, hvis frihedsvilje og handekraft er blevet det afgørende impuls til en bredere europæisk enhed – ikke kun som et større indre marked, men også som værdifællesskab.
30 år efter genforeningen har udfordringerne forandret sig: Corona-krisen stiller sig ikke bare i rækken af andre kriser som den voksende indflydelse fra populister og højrenationalister i hele Europa, den voksende rivalitet mellem USA og Kina og faren fra desinformation, der truer vores demokratier. Pandemien forstærker og forværrer dem. Her skal vi finde et ægte europæisk svar – som vi gjorde for 30 år siden. Og dette svar er det samme som det var efter vores kontinents genforening: Vi har brug for indre solidaritet, så Europa suverænt kan forsvare sine værdier og interesser udadtil. Solidaritet og suverænitet er to sider af samme sag.
Vi har allerede set i løbet af de sidste måneder, at Europa kan handle suverænt, når det gælder det indre – sidst ved at blive enige om en historisk enestående pakke med hjælpetiltag, som vi alle står inde for.
Og under vores EU-formandsskab vil vi gå endnu længere og videre: Når vi styrker hele Europa skal vi være sociale og nytænkende. Når vi udformer en bæredygtig europæisk økonomi, med ambitiøse mål for klima- og miljøbeskyttelse. Og når vi enes om det næste EU-budget – rodfæstet i vores fælles værdier.
Sådan opstår et Europa, der kan forsvare sine værdier og håndhæve sine interesser i verden. Fra rekvirering af medicin og vacciner, over krisehåndtering i nabolaget og til en mere aktiv deltagelse i de kommende digitale forandringer.
Her betyder "mere Europa" mere fælles suverænitet, mere handlekraft, mere indflydelse i morgendagens verden.
Det, som vi her har brug for, er den samme tillid, den samme handlekraft, som menneskerne i Central- og Østeuropa har udvist, da de vandt kampen for enhed og frihed for 30 år siden. Derfor ønsker vi, at ”Konferencen for Europas fremtid” begynder sit arbejde allerede inden afslutningen af vores formandsskab. Så Europas borgere i fællesskab kan drøfte veje ud af krisen og hvordan vi ser Europa i 2025 eller i 2030 – åbent og om nødvendigt kontroversielt. For samhørighed opstår ikke af, at vi alle er enige fra starten. Lige netop i vores forskellighed ligger en af Europas styrker, så længe vi ikke glemmer, hvad der holder os sammen: vores værdier. Vi tyskere ved, hvor svært det er, at vokse sammen. Men vi ved også, at det er hele indsatsen værd. Derfor står vi ind for Europas enhed lige så lidenskabeligt, som vi stod ind for den tyske genforening for 30 år siden. Så hvad der hører sammen kan vokse sammen.