En dansker og en tysker mødes. Danskeren læser op fra sin bog, på tysk. Igen og igen sniger danske begreber sig ind i hans sprog, ”danismer”, som han kalder dem. Tyskeren forstår dem dog alligevel. Ikke kun det, for hans øre lyder de så flotte, så passende, at han foreslår på stedet at lade dem blive del af det tyske sprog. Som en ”søsterlig gave”, kalder han det.

Tyskeren i denne lille historie hedder Johann Wolfgang von Goethe. Og danskeren er Adam Oehlenschläger.

Det er godt to hundrede år siden, vores to nationaldigtere mødtes. Dengang var Weimar og Jena mødesteder for danske og tyske intellektuelle. Den fælles intellektuelle forbindelse var tæt, ligeledes den gensidige nysgerrighed. Litteratur, arkitektur, pædagogik – der fandtes knapt nok et område, hvor tyskere og danskere ikke inspirerede hinanden.

Mine damer og herrer,

kun få kilometer fra Weimar ligger Ettersberg. 130 år efter mødet mellem Goethe og Oehlenschläger blev koncentrationslejren Buchenwald opført her. Her i udstillingen findes en kopi af lejrporten med ordene: ”Jedem das Seine”.

Forbrydelser, der i lang tid har kastet deres skygge over forholdet mellem Danmark og Tyskland. Der er derfor ikke overraskende, at Tyskland i lang tid for mange danskere kun har været et land, som man skal skynde sig at køre igennem for at komme sydpå så hurtigt som muligt. Og selv i dag, her i København, er det stadig lidt vovet at vende blikket mod Tyskland og kun at vælge landets navn som titel, uden yderligere afgrænsning af emnet. Og være helt åbent for at spørge:

En kollega sagde en gang til mig: ”Hver gang, når jeg endelig tror, at jeg har forstået Tyskland, så er det allerede i gang med at ændre sig igen.” Jeg sagde til ham, ”Vi har det på samme måde i Tyskland”.

Det Tyskland, som vi kender i dag, blev også kun født for nøjagtigt 30 år siden, med faldet af Berlinmuren den 9. november 1989, som vi fejrer i morgen i Berlin for 30. gang. Men selv dette Tyskland er stadig i gang med at vokse sammen, som vi netop i Tyskland oplever intenst og som til tider er meget, meget vanskeligt, samt ved at finde sin rolle i Europa.

Det er dette land fuld af omvæltninger og modsigelser, som denne udstilling forsøger at komme tæt på. At De åbner jeres Nationalmuseum for os i denne anledning – det føles som en ”søsterlig gave”. En gave, som berører os i hjertet og som vi værdsætter højt.

Dette er blevet gjort muligt af mennesker, for hvem venskabet mellem danskere og tyskere har været en hjertesag i mange år.

Mennesker som Dem, Deres Majestæt. De har længe været en god veninde, rådgiver og ledsager for vores land. På Deres mange rejser til Tyskland vinder de støt menneskenes hjerter. At De er her i dag, denne følelse af samhørighed beærer os meget.

Stor billedvisning

Luk

Tusind tak, Deres Majestæt!

Jeg vil også gerne sige tak til Dem, kære Rane Willerslev, for Deres mod. Det er jo ingen selvfølge at udstille denne samling så fremtrædende på dette vidunderlige museum. Stor tak for det!

Og selvfølgelig vil jeg også gerne takke Sportgoods-Foundation, der har gjort denne udstilling mulig og som i årtier har gjort en indsats for forsoning og fredelig sameksistens i Europa og hele verden. At dens stifter, Christian Helmer Jørgensen, en gang selv har overlevet tyske koncentrationslejre, gør os endnu mere taknemmelige - og den gave, som denne udstilling er for os, desto mere dyrebar.

Mine damer og herrer,

i løbet af de næste par måneder har ikke kun danskerne rig mulighed for at få et nyt billede af os, deres sydlige naboer. Også vi tyskere vil have mulighed for at sætte vores opfattelse af Danmark på prøve. Sammen med min kollega, udenrigsminister Jeppe Kofod, åbner jeg i dag Det dansk-tyske Kulturelle Venskabsår med utallige, ofte bogstaveligt grænseoverskridende begivenheder.

Fra Berlin er København den europæiske hovedstad, der kan nås hurtigst med direkte fly. At overføre denne geografiske nærhed til endnu større menneskelig nærhed – Goethe ville måske sige: til søsterlig kærlighed – er vores mål med dette venskabsår. Derfor ønsker jeg denne udstilling frem for alt andet: Mange meget nysgerrige besøgende!

For det var intellektuel nysgerrighed, der fik Oehlenschläger og Goethe til at opdage skønheden i hinandens sprog, danismerne og germanismerne. Og en ting er så sandt i dag som det var dengang: I tyske hjerter og sind er der stadig meget plads til danismer.

Af hjertet tak!