Velkommen på websiderne af Det Tyske Udenrigsministerium

Leipziger Streichquartett - Biografi

Leipziger Streichquartett

Leipziger Streichquartett: Stefan Arzberger (1. violin), Tilmann Büning (2. violin), Ivo Bauer (viola) og Matthias Moosdorf (violoncello), © Michael Bader

20.04.2018 - Artikel

Leipziger Streichquartett blev af magasinet Gramophone kaldt ”den bedste tyske kvartet” og har siden profileret sig iblandt de mest efterspurgte og alsidige ensembler i vor tid.

Leipziger Streichquartett blev af magasinet Gramophone kaldt "den bedste tyske kvartet" og har siden profileret sig iblandt de mest efterspurgte og alsidige ensembler i vor tid. Da kvartetten blev grundlagt i 1988, var tre af dens medlemmer aktive som koncertmestre i det verdensberømte Gewandhausorkester, indtil de i 1993 efter eget ønske trådte ud for i større omfang at hellige sig kammermusikken. Forud for dette gik studier hos Gerhard Bosse i Leipzig, hos Amadeus-Kvartetten i London og Köln, hos Hatto Beyerle i Hannover og hos Walter Levin. Leipziger Streichquartett har sidenhen modtaget mange priser og udmærkelser: I 1991 vandt den den ansete internationale ARD-konkurrence i München og Brüder-Busch-prisen. I 1992 modtog den Siemens-Musikpris samt stipendier fra Amadeus Scholarship Fund og fra Stiftung Kulturfonds.

Siden 1991 har kvartetten udformet sin egen koncertrække ”Pro Quatuor” i Leizig. En livlig og energisk koncertvirksomhed i Europa, Nord- og Sydamerika, Australien, Japan, Israel, Afrika og Asien har indtil nu ført kvartetten til mere end 40 lande. Mange ansete festivaler i ind- og udland og egne tematiske programmer (som f.eks. omkring Schubert, Bach samt væsentlige hovedpunkter i moderne musik og andet) står regelmæssigt på ensemblets koncertplaner. Musikanmeldere værdsætter de snart 90 foreliggende CD-indspilninger – paletten rækker fra Mozart til Cage og fra Haubenstock-Ramati til Beethoven. Desuden samlede indspilninger af værker af Johannes Brahms, Felix Mendelssohn-Bartholdy, Wolfgang Amadeus Mozart såvel som den samlede Anden Wienerskole. Udmærkelser som Diapason d’Or, Premios CD-Compact, Indie Award og 5 ECHO Klassik-Priser i 1999, 2000, 2003, 2008 og 2012 er udtryk herfor.

Musikalske partnere af ensemblet såsom klarinettisten Karl Leister, cellisten Michael Sanderling, bratschisten Barbara Buntrock, pianisterne Alfred Brendel, Menahem Pressler, Andreas Staier og Christian Zacharias, sopranerne Juliane Banse og Christiane Oelze, baritonen Olaf Bär eller Kongen af klezmer Giora Feidman beriger sammen med mange andre det brede repertoire, som omfatter næsten 300 værker af omtrent 100 komponister. Musikerne finder det indlysende, at forskellige tilgange af stilistisk karakter til hver eneste komponist må spille en afgørende rolle.

I Leipziger Gewandhaus spillede kvartetten i en koncertrække over flere år alle strygekvartetter fra både Første og Anden Wienerskole. I 1996 fik ensemblets medlemmer til opgave at deltage i den tyske førsteopførelse af Alfred Schnittkes ”Zu Dritt” for strygetrio og orkester. Senere fulgte uropførelser af Beat Furrer, Jörg Widmann, Wolfgang Rihm, Steffen Schleiermacher, Christian Ofenbauer, Siefried Thiele, Bernd Franke, Cristóbal Halffter og andre.

Leipziger Streichquartett var blandt initiativtagerne til ”Beethoven-Streichquartettzyklus als Zeichen europäischer Freundschaft”, som i 1996 og 1997 sammen med fem andre kvartetsammenslutninger førte 15 musikbyer i Europa sammen. I anledning af sit 20-års jubilæum gav Leipziger Streichquartett fra 2007 til 2009 koncerter med alle Beethovens strygekvartetter, fordelt over seks koncerter – hvilket fandt sted i 15 musikmetropoler over hele verden.

Siden 1992 har ensemblet indspillet sit omfangsrige repertoire udelukkende for pladeselskabet Musikproduktion Dabringhaus und Grimm. Indbudt af Claudio Abbado har Leipziger Streichquartett siden 2009 været medlem af The Lucerne Festival Orchestra samt varetaget et gæsteprofessorat ved Tokyo University of the Art (Geidai).

Dansk oversættelse: Lonni Gelsdorf og Frans Pærregaard (Nordvestjysk Musikkreds)

Tilbage til begyndelsen